Et lille ynk, morgenfrisk og søndags sol

Sådan startede min lørdag aften

En solbeskinnet søndag morgen men morgenkaffe på terrassen, kan gøre selv den største efterårselsker, som mig, i ret godt humør. Og sådan et humørspark, var præcis hvad jeg havde brug for.

Jeg føler ikke selv, at det er ret tit jeg “ynker”, for hvad pokker skal man bruge det til? Tingene bliver sjældent bedre af det, men nu ynker jeg altså lidt alligevel!
Denne søndag morgen og formiddag var egentlig uskrevet booket til at sove længe, og pleje de tømmermænd, som gårsdagens tøse-fødselsdag med ret stor sandsynlighed, ville have givet mig – men sådan blev det ikke…
Da jeg slog øjnene op her til morgen, var det med morgenfriske øjne, og ikke skyggen af tømmermænd. Det må da være skønt tænker du nok, og ja, bevares – det var det skam også. Men de første 10 minutter var egentlig præget mest af ynk – ikke over kæresten, som lå ved min side, og var knap så morgenfrisk, og lugtede pænt meget af alkohol, næ nej, ynk over, at min dumme mave/tarm, endnu engang, fik overtaget og sat dagsordenen, for både mit humør og mine handlinger.
Det hele startede ellers så godt, sønnen var hos farmor og farfar, kæresten tog af sted til noget mande høm høm, så jeg havde huset for mig selv, og påbegyndte “dulle-time” præcis som i gamle dage, med højt musik og sang foran spejlet – tøjkrisen var der også, og soveværelset så præcis lige så bombet ud, som i mine teenage år.

Alt var godt, og da jeg havde øffet lidt over, at jeg måtte iklæde mig en ret løs skjorte, fordi jeg godt kunne mærke, at min mave ulmede, så jeg godt vidste, at indenfor de næste par timer, ville jeg ligner en i 6. måned – og derfor måtte påklædningens udvidelsesmuligheder altså tages i betragtning.

Jeg ankom til de skønne kvinder, ikke overraskende, lidt for sent, men humøret er godt og maven er i ro.. Jeg troede kort på lykken, men næ nej, maven meldte hurtig sin utilfredshed med det jeg indtog, og inden længe, var den ballonstor med mindre kramper som total tager energien fra mig. Derfra ved jeg godt, at det eneste rigtige er, at drikke vand resten af aftenen, og tage hjem når de andre tager videre i byen – og sådan blev det også! Havde jeg taget med i byen, havde jeg endt med at stå og lignet en ædru surmokke, med alt for meget luft i maven – det ville jeg ikke udsætte hverken mig, mine veninder eller min kæreste for. Derfor takkede jeg af og vendte næsen hjem i seng, da de andre tog taxaen til byen.
Sådan er spilletsregler med en kronisk tarmsygdom, og jeg er for det meste HELT ok med det – jeg føler mig egentlig heldig, for jeg kan og gør rigtig meget, og min hverdag er sjældent ret præget af det – i modsætning til mange andre med Crohns.

Morgenkaffe i solen
Lige så hurtig som ynken kom til mig i morgen, ja lige så hurtig forsvandt den egentlig igen, da jeg satte mig ud på min skønne nye terrasse og nød søndags solen og morgenkaffen – UDEN tømmermænd eller følelsen af overtræthed.

Manden min, eller rettere, kæresten min, sover endnu, for han endte der, hvor jeg også skulle havde været, hvilket jeg nemt kan unde ham, og måske også misunde ham en smugle.

Nu vil jeg nyde solen på denne skønne plet, inden jeg vil hente mit guld hos farmor og farfar.

RIGTIG SKØN SØNDAG TIL JER ALLE