Om julemanden, at lyve for sit barn eller bare skabe magi

Moar, hvor bor julemanden egentlig? Hvordan ved han om jeg har været rar?
Julen nærmer sig, og som så mange andre børn, glæder min lille purk sig helt vildt. Han er egentlig ikke er så lille mere, og det er præcis det der er grobund for mine tanker…

Findes julemanden?
Jeg er vokset op med, at julemanden kom og lagde en lille gave i julesokken hver søndag i advent, jeg husker tydelig den magi der var over julesokken, og følelsen man fik når den blev fundet frem fra gemmerne i slutningen af november. Faktisk har jeg stadig sokken, som stadig giver mig en mindeværdigt følelse når jeg ser den i bunden af julekasserne. Jeg husker tydelig spændingen når man skulle sove lørdag aften – for hvis han, underforstået julemanden, kom mens jeg var vågen hvad ville jeg så egentlig gøre? Men på den anden side skyndte jeg mig at falde i søvn, for min mor og far havde jo forsikret mig om, at han ikke ville dukke op før jeg sov.
Jeg husker heldigvis ikke, eller måske desværre ikke, da det gik op for mig, at julemanden ikke rigtig fandtes. Blev jeg ked af det, skuffet eller var jeg bare så stor at det naturligt gik op for mig at det var en sød historie?

Da vi fik Matti, for over 6 år siden havde jeg ikke skænket en tanke omkring hvorvidt vi skulle introducere ham til julemanden og julemandssokker. Det var helt naturligt for mig at ”lege med” præcis som mine for ældre havde gjort overfor mig – og som jeg stadig husker som rart og dejligt. Julemanden er jo alle steder, og man møder ham i diverse shopping centrer, så hvorfor skulle han ikke også komme forbi os?
Tanken om hvad der egentlig vil ske, hvilke følelser eller skuffelse jeg skaber når mit barn finder ud af, at julemanden (måske) ikke findes, det har jeg ærlig talt ikke skænket en tanke.
Vi har indtil nu været så heldige, at få besøg af julemanden hvert år juleaften – og sidste år fik vi endda brev fra ham hver dag i december – det var såå hyggeligt, synes mor her også 🙂 Der er skabt en magisk og eventyrlig verden omkring den gamle rare mand, og Matti elsker det, stadig.

Jeg må indrømme, at jeg måske har rystet lidt på hovedet af de forældre, som ikke ville lade deres børn tro på julemanden – MEN nu forstår jeg dem måske pludselig alligevel!
Matti er nu 6 år, og tror stadig på at julemanden findes, men nu er han begyndt i skole, så lur mig, om der ikke derover eller i SFO´en er nogle større børn, som i år får fortalt ham, at julemanden ikke findes – og det gør tandfeen i øvrigt heller ikke. Det vil ikke overraske hvis der var nogle større børn der ville give ham denne information i år, og det er også ganske forståeligt – MEN hvordan forholder jeg mig så lige som mor når han kommer hjem og stiller spørgsmål. Når han spørger hvorfor jeg har løjet, hvor pakkerne og breve kom fra og hvem det så var der kom forklædt som julemand juleaften… ærligheden er naturligvis det jeg skal forholde mig til, og det har jeg sandelig også i sinde at gøre, og forklare ham, at det er hyggeligt for børn at have noget magisk at tænke på i julen og at julen er en magisk og hyggelig tid… og hvem ved egentlig om julemanden findes, man er jo selv herre over hvad og hvem man tror på i denne verden! 🙂

Det jeg vil frem til er, at jeg lige nu sidder med en øv fornemmelse i maven over, at jeg har bildt ham noget ind i så mange år – noget jeg godt ved ikke er rigtig. Men selvom jeg har det sådan, så har jeg det jo rigtig godt med så længe det ”går” for det er da hyggeligt og magisk for et lille barn.

HVAD GØR I?
Har i været ærlige omkring manden i det røde tøj i supermarkedet, eller er i med på julemandsvognen indtil i bliver “opdaget”?
Hvis i er blevet ”opdaget” – var det så bare en naturlig overgang fra magi til fornuft og forståelse?

Jeg elsker jul, og hvis ikke mysteriet om julemanden opklares i år, så kommer han helt sikkert med gaver i sokken hos os igen i år.