Instagram konkurrence

Gæsteblogger – Christina

sommersko
Pleje af sommersko og sandaler
Af: Christina www.livingSweetLiving.dk

Nu hvor Louise er taget på ferie, har jeg fået lov til at være gæste-blogger her på bylouisevorre.dk
(Se mit tidligere gæsteindlæg HER)

Jeg synes altid, det er rart at skrive til Louises blog, og få lov at brede mig lidt mere ud, end jeg er vandt til fra min egen blog livingsweetliving.dk, som hovedsageligt handler om bolig og indretning. Så har jeg mulighed for at skrive om nogle af de andre emner, som også ligger mit hjerne nær.


I dette blogindlæg får I nogle gode tips til, hvordan I plejer og passer bedst på jeres sommersko og sandaler.

Det kan godt være, du har fået noget andet at vide, end det jeg skriver her på bloggen, men jeg holder mig til mine erfaringer, og hvad jeg har lært både ved at have arbejdet i en skobutik og ved at have elsket sko, siden jeg var teenager.

Jeg har flere (sko-)æsker med plejeprodukter, imprægneringer, såler, hælpuder, skocremer og alt muligt andet der kan bruges til at få mine sko til at holde længere og være så behagelige som muligt, mens de samtidig ser smukke ud.

De sko, man bruger om sommeren, er ofte tynde og lavet af så lidt materiale som muligt, så mange tænker at man jo ikke behøver at gøre noget ved dem.

Jeg kan nu godt lide at mine sko holder så længe som muligt, og så skal de helst se pæne ud i hele deres levetid. Det afhænger selvfølgelig også af skoens kvalitet, så et par sandaler i tyndt plast du køber i supermarkedet til 49,- vil selvfølgelig ikke kunne holde lige så lang tid som et par lavet af solidt læder. Men du kan godt sørge for at sandalerne holder sig pæne hele sæsonen.

skopleje
Har du nogensinde imprægneret dine sandaler?
Det gør de færreste, for et par sandaler skal jo ikke være vandtætte, og det er jo derfor man imprægnerer sine sko og støvler.

Imprægnering gør mere end at gøre skoene vandtætte. Det er også med til at skidt og snavs ikke så let sætter sig fast. Så spray dine sandaler i bunden, altså der hvor din fod er, ikke den side der vender ned mod jorden, inden du tager dem i brug. På den måde bliver det lettere at fjerne de grimme tå-mærker, der hurtigt kommer. Imprægnering på indersiden af sandalers stropper kan også gøre, at de ikke så let smitter af på fødderne.

Det er også en god ide lige at give dine ballerinaer en omgang imprægnering, inden de tages i brug, så de ikke så hurtigt bliver snavsede.

Husk altid at bruge en imprægnering der passer til skoens materiale.
– lad endelig være med at bruge noget, som er beregnet til læder på en syntet sko, det vil bare lave grimme skjolder. Når du køber sko, vil der være et lille mærke, som sidder enten på skoen eller på æsken, som viser hvilke materialer, der er brugt både udenpå, indeni og på sålen af skoen. Så kan du let finde ud af, hvad der skal bruge til netop din sko.
materiale-maerkning
Imprægnering er ofte en spray, som kan købes i de fleste skobutikker og hos skomageren, men også i større supermarkeder. Jeg har dårlige erfaringer med dem, som hedder noget med nano, men ellers har jeg ikke oplevet den store forskel på imprægneringens virkning, om jeg har sprayen fra et supermarked eller en skobutik.

Imprægnering er også med til, at farver ikke så let falmer, så et par røde sko vil forblive røde længere, hvis du har husket af give dem imprægnering.

Et godt tip er at give flere tynde lag imprægnering frem for et tykt. Hvis du kommer for meget på på én gang, kan det godt lave skjolder og render på skoen. Husk at lade det tørre helt ind mellem hver omgang.


Man kan jo ikke helt undgå, at ens sko blive beskidte, og hvad gør man så?

Her vil jeg klart anbefale, at bruge et renseprodukt lavet til sko til at fjerne pletter og snavs. Vand vil bare opløse snavset og få det til at brede sig over et større område af skoen og laver skjolder.

Renseprodukter beregnet til sko kan du købe i de fleste skobutikker og skomagere, og sørg for at produktet passer til skoens materiale.

Prøv først på et sted som er skjult, for det kan være, det renseprodukt du har fået fat i, er meget skrapt og fjerner farven på skoen. Men hvis du tager skoen med i butikken, når du køber renseproduktet, kan personalet helt sikkert hjælpe din med at vælge noget, som passer til din sko.

Sådan et renseprodukt er også rigtig godt at bruge indeni dine sko. Især hvis skoen er lavet af et syntetisk materiale, kan de hurtigt komme til at lugte ret dårligt. Istedet for at spraye med en sko-deo eller lignende, vil det være meget mere effektivt at gøre skoene rene inden i. Du kommer heller ikke bare deo under armene, uden at vaske dig først, og så tror du ikke lugter dårligt længere 😉

Det kan også fjerne de før-omtalte tå-mærker i sandalerne.

Når du gør dine sko rene, fjerne du også imprægneringen og pleje, så når de er rene og tørre, skal du lige give dem en omgang med imprægneringssprayen igen.

En anden måde du kan minimere den dårlige lugt i skoene, er ved at bruge en sål i dem. Hvis du bruger bare tæer i skoene, kan en froté sål være god, for den kan man tage ud og vaske, men den gør også skoen en halv størrelse mindre. En lædersål er tyndere og har ofte et lag aktivt kul på bagsiden (det bløde sorte lag på sålen), som er med til at minimere dårlig lugt.

Selvom du ikke har ildelugtende sko, kan det være en god ide at bruge en sål alligevel. Skoen vil holde længere, da bunden ikke vil blive slidt på samme måde, når du har en sål inde i skoen. De fleste har prøvet at måtte skille sig af et par sko, fordi de er begyndt at flosse i bunden. Dette slid kan nedsættes ved at bruge en sål.

Sko har også brug for pleje, også selvom det er sandaler, som kun består af en tynd strop med sål.

Hvis materialet er syntet eller stof, er det ikke helt så let med pleje, som hvis skoen er af læder eller ruskind. Syntet og stof har heller ikke brug for pleje på samme måde som læder, der jo er et naturmateriale.

Glat skind skal have skocreme og/eller læderfedt. Skocreme er mest for at friske farven op på læderet, der er sjældent ret meget fedtstof i. Og læder skal have fedt for ikke at tørre ud, og det har det med at gøre i sommervarmen. Husk også at give remmene på lædersandaler en omgang en gang imellem, så læderet ikke begynder at krakelere og knække.

Jeg har af bitter erfaring lært at smukt lyst skind, ikke skal have læderfedt, for det vil bare gøre skindet meget mørkere. Det skal istedet have en spray med plejemiddel, så forbliver det lyse læder lyst.

Ruskind skal have en speciel ruskindsspray, hvor der er fedtstof i. Giv endelig ikke dine ruskindssko skocreme eller læderfedt, det vil bare lægge den ru overflade ned, og gøre skoene glatte i skindet. Du kan købe farve beregnet til ruskind, som du kan duppe på, hvis ruskindet er begyndt at blive mat i farven.

Jeg har både hørt, at man skal give imprægnering før, man plejer sine sko, men også at man skal gøre det efter pleje. Jeg plejer at gøre det til sidst, for at forsegle plejen (bilder jeg mig selv ind), men jeg tror ikke, det gør det store, om det er før eller efter pleje, bare så længe du husker at både pleje og imprægnere dine sko.

God fornøjelse med at pleje og passe jeres sommersko 🙂
-og god sommer!

Pikogrammer-sko

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Instagram konkurrence